Jysk satser eksklusivt i Kina
Med et nyt koncept og under sloganet ’Scandinavian sleeping’ vil Jysk nu vende en truende kinesisk fiasko til succes. Virksomheden går nu målrettet efter de mere købestærke kinesere.
Med det nye koncept er det nu slut med kæmpestore varehuse med tilbud til alle. Jysk vil i stedet åbne mindre butikker på mere attraktive lokaliteter som eksempelvis i storcentre. Samtidig vil koncernen indskrænke sit varesortiment i de kinesiske butikker til udelukkende at være ting, man har brug for til sit soveværelse – her af kommer også det nye slogan ’Scandinavian Sleeping.’ Jysk ryster desuden lagprismærkatet af sig og satser i stedet på eksklusivitet i varesortimentet i de nye butikker.
- Med det store udbud af varer, vi havde før, var det måske svært for de kinesiske kunder at se, hvem vi egentlig var, og hvad vi ville. Med vores nye fokus på soveinteriør har vi fået en meget mere skarp profil, der gør, at folk ved, de kan komme herind og få gode råd og anvisninger til, hvordan man opnår en bedre søvn, siger direktør for forretningsudvikling hos Jysk med særligt ansvar for Kina, Rami Jensen, til Børsen.